Strik rundt på rundpind

Mange opskrifter er i dag designet så de skal strikkes rundt på rundpind hvilket er virkelig dejlig for det letter os for en hel del monteringsarbejde når det strikkede er færdigt. En anden fordel er at de fleste opskrifter strikkes ret hele tiden, så der ikke er så mange vrangpinde, hvilket især gør opskrifter hvor der indgår farveskift tusinde gange nemmere.

Jeg indrømmer blankt at det er mange år siden jeg besluttede mig for at livet er alt for kort til farveskift på vrangpinde, det skete da jeg kastede mig ud i en lang cardigan strikket på pind 3 og farveskift konstant … den endte som en kjole i stedet.

At strikke alt på rundpinde betyder ikke kun at det er nemmere at strikke, for det betyder også at du ikke belaster dine skuldre og arme med tunge projekter, som det skete da det meste blev strikket på jumbopinde.

Men der kan selvfølgelig også være små kurrer på tråden når det handler om strik på rundpinde.

Når det strikkede snor sig på rundpinden

De fleste af os har nok prøvet at strikke lystigt derudad, pludseligt ser vi ned på det vi strikker og det har på forunderligt vis snoet sige rundt om pinden så det vi strikker er helt ubrugeligt.

Oftest sker dette i starten hvor det er svært at se forskel på forsiden og bagsiden og vi er i et uopmærksomt øjeblik kommet til at strikke hen over et sted på pinden hvor garnet har snoet sig rundt om pinden.

Der er intet andet at gøre end at trævle op … enten kan du strikke tilbage til det sted hvor det startede med at sno sig, eller du kan vælge at starte helt forfra.

For at undgå helt at det sker er der heldigvis nogle gode triks du kan benytte dig af:

Den første metode er min foretrukne hvor der strikkes frem og tilbage på rundpinden nogle gange så det bliver lettere at opdage det hvis det gerne vil sno sig rundt om pinden, på den måde kan du hurtigt rette det op inden du strikker videre.

Den næste metode er den hvor du sætter noget der er tungere end garnet på forneden som f.eks. klemmer flere steder så der kommer tyngde på hele vejen rundt og det derfor ikke kommer til at sno sig ubemærket.

Sidst nævnte har jeg dog kun læst at der er en del strikkere der er glade for at benytte sig af metoden, selv har jeg ikke prøvet det da jeg er så glad for den første metode og altid lige strikker lidt frem og tilbage.

Rundpindes størrelser

Når du skal vælge en rundpind, skal du også vælge den rette størrelse til dit projekt, udover de forskellige pindestørrelser er der også forskel på længden af de forskellige rundpinde.

Rundpindes længde kan oftest findes i længder mellem 25 cm og 150 cm, målene er inkl. Pindene.

Jeg har kun fundet rundpinde på 25 cm, med faste pinde altså ikke udskiftelige pinde, men i flere forskellige pindestørrelser https://rito.dk/617-rundpinde-25-cm

Rundpinde med en længde på 40 cm, passer dog kun til de små rundpinde, der også kaldes ærmepinde, hvis du vælger en almindelig længde pind til en 40 cm wire vil det blive meget svært at få pindende til at nå sammen så du kan strikke, da wiren er alt for kort.

Det kan være temmelig irriterende at sidde med et større projekt på en rundpind der er for kort, da det kan være svært at få plads til alle maskerne, ligesom det også kan være svært og faktisk ødelægge faconen på det du strikker med en for lang rundpind.

Der er selvfølgelig magic loop metoden, her kan rundpinden næsten aldrig blive for lang til selv de mindste stykker strik.

I opskrifterne kan du ofte finde information om hvilke længde rundpind du skal bruge både i forhold til pindestørrelse og rundpindens længde.

Hvilke rundpindesæt skal du vælge

At beslutte sig for hvilken rundpinde eller rundpindesæt du skal bruge, er i sig selv lidt af et projekt, og vil altid være en helt personlig smagssag, hvilket er fantastisk for da jeg i tidernes morgen startede med at strikke, var der vist kun en slags rundpinde at vælge i mellem, nemlig de rundpinde der ikke var udskiftelige og wiren ofte var temmelig genstridig når det strikkede skulle ”glide” … der var absolut ikke noget der gled på mine rundpinde dengang.

Derfor var jeg også virkelig begejstret da Knitpro lancerede deres udskiftelige rundpinde, med en wire hvor alt strik gled rundt nærmest helt af sig selv, og jeg har ikke siden kastet mig ud i projekter med gummiwirer (mon de stadig findes?)

I dag er der også langt flere muligheder blandt andet

Fordele og ulemper ved rundpindende

Der er altid fordele og ulemper ved alting og tager du rundpinde der er faste og rundpinde der er udskiftelige, er der også her fordele og ulemper.

Udskiftelige rundpindes fordel er muligheden for på den nemmeste måde at skifte pinde undervejs, uden at skulle skifte wirer, ligesom det også er en klar fordel at man kan låne strikkepinde fra et igangværende projekt uden at finde en erstatningssnor eller lignende, men man tager pindende af og sætter en stopper på hver wire ende i stedet.

En anden fordel til de udskiftelige rundpinde er at du kan tilkøbe kabelovergange, så du kan forlænge din wire, til lige den størrelse du ønsker det.

Se wirer og kabelovergange her https://rito.dk/625-kabler-wirer-og-samlere

Ulempen ved de udskiftelige pinde er at flere oplever at pindende skruer sig løs mens man strikker, hvilket jeg også selv oplever til tider, derfor tjekker løbende at pinde og wire er samlet korrekt, og der sker derfor ingen ulykker.

Faste rundpindes fordele er at der aldrig skrues en pind løs fra wiren, og du altid finder rundpinden samlet så du aldrig skal lede efter den rette pindestørrelse.

Ulempen er at det er lidt mere omfattende at skifte pindestørrelse, her skal du strikke det hele over på en ny rundpind, og du kan aldrig lige låne en pindestørrelse fra et igangværende projekt uden at føre dit strikkeprojekt over på en snor eller lignende.

Hvad kan man strikke på rundpind?

Man kan strikke alt på rundpinde, selv bruger jeg aldrig andet end mine rundpinde hvor jeg både strikker rundt, og strikker frem og tilbage og bruger magic loop metoden, hvilket betyder at strømpepinde også er næsten overflødige.

Med Magic loop er det nemlig også muligt at strikke strømper, ærmer, babytøj mm. på rundpinde.